Idas udgangspunkt
Ida kom til kurset i begyndelsen af efteråret med et konkret problem. Hun arbejder til daglig med administration, men skriver ved siden af for et lokalt kulturblad, og hun havde fået lov til at lave et portræt af en keramiker i Aarhus. Opgaven glædede hende, og den skræmte hende. Hun havde prøvet at interviewe én gang før og endte med en samtale, der føltes som et forhør: korte spørgsmål, korte svar og lange pauser.
Da hun fortalte om det på første undervisningsgang, var hun ærlig om, at hun ikke manglede nysgerrighed. Hun manglede en plan for, hvordan nysgerrigheden skulle blive til spørgsmål. Det er en udbredt situation blandt voksne, der skriver ved siden af job, og det er netop her, forløbet i interviewforberedelse tager sit afsæt.
Research før det første spørgsmål
Vi begyndte med kilden, ikke med spørgsmålene. Ida læste alt, hun kunne finde om keramikeren: gamle udstillingsomtaler, værkstedets egen præsentation og et par samtaler, hvor keramikeren selv havde talt om sit arbejde. Hun noterede, hvad der gik igen, og hvad der ikke var blevet spurgt om.
Jeg bad hende skrive to lister. Den første rummede det, hun allerede vidste, og som hun derfor ikke skulle spørge om. Den anden rummede det, hun undrede sig over. Den anden liste blev længere, end hun havde regnet med, og den blev rygraden i interviewet. Research handler ikke om at vide alt, men om at vide nok til at stille et spørgsmål, som kilden ikke har hørt hundrede gange.
- Læs tidligere omtaler og notér, hvad der gentages
- Skriv ned, hvad du allerede ved, så du ikke spilder tid på det
- Saml dine egne undren i en separat liste
Fra lukkede til åbne spørgsmål
Idas første udkast bestod mest af spørgsmål, der kunne besvares med ja eller nej: Har du altid arbejdet med keramik? Er det svært at leve af? Vi gennemgik dem sammen og omskrev dem, så de inviterede til fortælling. I stedet for om det er svært at leve af, blev det til, hvordan en almindelig uge ser ud, og hvornår hun mærker, at værkstedet bærer sig.
Ida opdagede, at et godt åbent spørgsmål ofte begynder med hvordan, hvad var det, der, eller fortæl om. Hun øvede sig på mig, og jeg svarede bevidst kort for at teste, om spørgsmålene holdt. De, der ikke gjorde, fik hun lov at skrive om, indtil de bar samtalen længere end ét svar.
- Undgå spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej
- Start gerne med hvordan, hvad var det der eller fortæl om
- Test spørgsmålene højt, før du møder kilden
Planen, der holder fra start til slut
Et interview har en dramaturgi, selv når det ikke ligner et. Ida tegnede en simpel disposition: en let åbning, hvor keramikeren kunne fortælle om sit værksted, derefter de to temaer, hun var mest nysgerrig på, og til sidst et rum til det, hun ikke havde tænkt på. Hun skrev kun nøgleord ned for hvert tema, ikke færdige sætninger.
Det gav hende frihed til at lytte. Hun havde sine undren som sikkerhedsnet, men behøvede ikke læse dem op. Vi aftalte også en praktisk ramme: hvor længe samtalen måtte vare, hvordan optagelsen skulle håndteres, og at keramikeren på forhånd fik at vide, hvad portrættet skulle bruges til. Det skaber tillid og undgår misforståelser bagefter.
Selve samtalen
Ida fortalte bagefter, at de første fem minutter var de sværeste. Så sagde keramikeren noget uventet om, hvordan en revnet skål havde ændret hendes måde at arbejde på, og Ida lod stilheden stå i stedet for at skynde sig videre. Det blev interviewets bedste citat.
Hun slap også sin disposition, da samtalen fik sit eget forløb, og vendte tilbage til den kun to gange. Det er præcis, hvad forberedelsen er til for: den skal give dig ro til at følge kilden, ikke binde dig til dine egne spørgsmål. Efter samtalen skrev hun sine indtryk ned med det samme, mens de var friske, og markerede de steder, hun ville tjekke med keramikeren, før noget blev citeret.
- Giv stilheden plads, før du stiller næste spørgsmål
- Skriv indtryk ned lige efter samtalen
- Marker citater, du vil have bekræftet
Hvad Ida tog med sig
Ida skrev portrættet i de følgende uger og fik det udgivet i bladet. Hun var den første til at sige, at teksten ikke blev perfekt, men at materialet var godt, fordi samtalen havde været god. Det er forskellen, forberedelse gør: den løser ikke skrivningen, men den giver dig noget at skrive med.
Hun bruger stadig sine to lister, før hver ny samtale. Hun har også lært, at nervøsitet ikke forsvinder, men at den bliver mindre, når du ved, hvad du vil spørge om, og hvorfor. Jeg synes, det er en realistisk forventning til et forløb som dette: ikke at blive uovervindelig, men at møde en kilde med respekt og en plan, der kan holde.
Idas forløb viser, at et godt interview sjældent afgøres af talent, men af forberedelse: research, åbne spørgsmål og en enkel plan, der giver plads til at lytte. Har du en samtale foran dig, så start med to lister, og lad dine egne undren bære spørgsmålene. Resten kommer, når du tør lade kilden fortælle, og når du tager dig tid til at skrive indtrykkene ned, mens de stadig er friske.