Sådan citerer du korrekt og tjekker fakta i din kulturtekst

Et citat er et lån, og det skal gives tilbage uden at være blevet ændret på vejen. Du må gerne rydde op i fyldord som øh og altså, hvis det er almindelig praksis hos dig, men du må aldrig lægge ord i munden på nogen eller klippe to udsagn sammen, så de ender med at betyde noget andet.

Vær særlig opmærksom, når du forkorter. Hvis kunstneren siger, at en udstilling var svær at lave, men at hun er stolt af den, og du kun bringer første halvdel, har du ændret hendes budskab. Det er ikke en stilistisk detalje, det er en skævvridning, som læseren aldrig får mulighed for at opdage.

Spørg dig selv, om kilden ville genkende sig selv i din gengivelse. Hvis svaret er nej, så er der noget galt. Det er en enkel prøve, og den virker bedre end mange regler, fordi den tvinger dig til at tænke på mennesket bag udsagnet.

Når udkastet er færdigt, så læs det igen med en anden hat på. Nu er du ikke forfatter, du er kontrollant. Gå igennem navne, titler, årstal, steder og tal, og sæt en markering ved alt, du ikke har fra en sikker kilde. Stavemåden af et navn er den hyppigste fejl, og den er også den, der sårer mest.

Find hver oplysning to steder, hvis du kan. Et årstal for en udgivelse eller en åbningsdato kan du ofte bekræfte hos den, der står bag, eller i et officielt materiale. Stoler du kun på hukommelsen eller på en enkelt notits, så er det et svagt led i din tekst.

Gør det til en vane at lave en lille liste over det, du har kontrolleret, og det, der stadig står åbent. Så ved du præcis, hvad der mangler, før du afleverer, og du undgår at sende noget af sted med en uafklaret påstand.

Kilderne er ikke råstof. Mange af dem i kulturlivet er små aktører, som stoler på, at du ikke gør dem til en karikatur. Fortæl dem, hvad teksten skal bruges til, og hvornår den udkommer, så ingen bliver overrasket. Det er ikke bare høfligt, det er med til at gøre dit arbejde mere ærligt.

Skeln mellem det, folk siger om sig selv, og det, de siger om andre. Et udsagn om en kollega kræver ekstra forsigtighed, og hvis det kan skade nogen, skal du overveje, om det hører hjemme i teksten, eller om det er sladder, der blot føles som en god historie.

Hvis nogen siger noget i en uformel stund, så spørg, før du bruger det. Du er ikke forpligtet til at give kilden redigeringsret, men du bør være åben om, hvad du bringer, og tage rimelig hensyn til de ting, de beder dig om at lade være med.

Fristelsen opstår oftest, når et interview er blevet for tyndt, og du mangler en sætning, der kan bære et afsnit. Så ender man med at formulere et citat, der lyder rigtigt, og som kilden nok ville have kunnet sige. Gør det aldrig. Et opfundet citat er en løgn, uanset hvor sandsynlig den er.

Er du i tvivl om, hvad der blev sagt, så ring tilbage og spørg. De fleste kilder er glade for, at du vil gengive dem præcist, og et kort opkald kan redde både din tekst og dit ry. Det er bedre at bringe et kortere og sandt citat end et længere og skønnet.

Hvis du ikke har et godt citat, så skriv i stedet med egne ord, hvad der skete, og hold det ærligt. En tydelig, nøgtern beskrivelse fra din side er altid bedre end et pyntet udsagn, som ingen har sagt.

Inden din tekst forlader dit skrivebord, så tag fem minutter til en sidste gennemgang. Læs kun citaterne, én ad gangen, og sammenlign hver enkelt med dine noter. Læs derefter alle navne og tal højt, for øret fanger ofte det, øjet har vænnet sig til.

Spørg dig selv, om noget i teksten ville være svært at forsvare, hvis kilden ringede og bad om en forklaring. Hvis ja, så ret det nu. Det er langt lettere at ændre en sætning, før den er udkommet, end at skrive en rettelse bagefter.

Gem dine noter, optagelser og kontrollisten, så du kan dokumentere, hvor tingene kom fra. Det er ikke et tegn på mistillid, men en del af et redeligt håndværk, som du kan øve og blive bedre til fra tekst til tekst.